Den 30. april 2019 afsagde Voldgiftsretten kendelse i den tredje MgO-pladesag. Vi har tidligere skrevet om den anden kendelse i rækken her. Ved den nyeste kendelse blev Hovedentreprenøren frifundet for ansvar i forbindelse med valget af MgO-pladerne på trods af, at Bygherre og Rådgiver ikke var orienteret om valget og oplyst om en eventuel risiko herved.
Tidspunktet for beslutningen om anvendelse af MgO-pladerne afgørende
Essentielt i kendelsen er, at der med denne bliver fastslået, at tidspunktet for beslutningen om anvendelsen er afgørende.
Voldgiftsretten udtaler, at på det pågældende tidspunkt (sommeren 2014), hvor Hovedentreprenøren valgte, at anvende MgO-plader, var det sædvanligt at anvende MgO-plader som vindspærre, herunder var det i BYG-ERFA-blad (21) 131227 fra december 2013 anført, at magnesiumbaseret plademateriale (hvilket omfatter MgO-plader) var egnet som vindspærre uden oplysning om nogen risici forbundet hermed. Det samme fremgik af de pågældende pladers produktblad.
Voldgiftsretten skriver videre, at det først ved en fagartikel fra 27. februar 2015 blev generelt kendt for branchen, at MgO-plader suger og ophober vand. Det resulterede tillige i en ændring af BYG-ERFA bladet i maj 2015.
Hovedentreprenøren havde da også tidligere anvendt det ved flere andre byggerier, uden at dette havde givet anledning til problemer. Hovedentreprenøren havde således ikke haft anledning til at tro, at det pågældende materiale var særlig risikobehæftet.
Der tegner sig således et billede af, at såfremt beslutningen omkring anvendelse af MgO-plader er truffet imellem 27. december 2013 og 27. februar 2015, da er entreprenøren som udgangspunkt ikke ansvarlig for mangler ved produktet. Det samme vil formentlig gøre sig gældende, såfremt valget er truffet af en rådgiver. Med i vurderingen vil dog også indgå en række konkrete og subjektive forhold, som vil kunne bevirke et andet resultat herunder, specifik viden hos entreprenør og rådgiver, korrekt brug/montering, entrepriseform og lignende forhold.
I forhold til de to forrige kendelser, hvor blandt andet entreprenørens frie materialevalg og rådgivers godkendelse af materialevalg har været essentielle temaer, lægges der ikke afgørende vægt herpå ved fastsættelse af entreprenørens ansvar i den nyeste kendelse.
Kendelsen er således en afgørende brik i at fastlægge entreprenørens (og rådgivers) ansvar i forbindelse med anvendelse af MgO-plader.