Hvad er et inkassogebyr? Og hvornår kan det opkræves?
I denne artikel gennemgår vi de overordnede regler for inkassogebyrer.
Inkassogebyr er det gebyr, der opkræves, når sagen overdrages til inkasso. Det sker som betaling for det merarbejde mv. (opgørelse af fordringen, fremsendelse af dokumentation mv.), der er forbundet med at overdrage sagen til advokat eller inkassobureau. Inkassogebyret må ikke forveksles med rykkergebyrer, og reglerne er fastsat ved lov.
5 ting enhver erhvervsdrivende bør vide om inkassogebyr
- Inkassogebyret er fastsat til et beløb på maksimum kr. 100,00, jf. rentelovens § 9b, stk. 3, og kan alene kræves, når sagen overdrages til tredjemand, f.eks. advokat.
- Man kan ikke kræve mere end kr. 100,00 i inkassogebyr, blot fordi det opgjorte krav har været kompliceret e.l.
- Inkassogebyret på kr. 100,00 kan alene kræves én gang for den enkelte sag.
- Ud over inkassogebyret er man som kreditor stadig berettiget til at opkræve rykkergebyr, evt. kompensationsgebyr og øvrige inkassoomkostninger hos debitor.
- Ved overdragelse af sagen til vores inkassoafdeling sørger vi for at få inkassogebyret pålagt.