Fredag d. 14. september 2018 kom voldgiftsretten med endnu en kendelse i det store kompleks af sager om de såkaldte MgO-plader.
I den første kendelse fra 2017 blev ansvaret for benyttelsen af de stærkt problematiske MgO plader pålagt bygherres tekniske rådgiver.
Denne gang blev udfaldet anderledes. Hovedentreprenøren – et datterselskab af en af landets største entreprenørfirmaer – blev pålagt at erstatte bygherre de fulde omkostninger til udskiftning af MgO-pladerne med andre mere velegnede plader.
Sagen om brug af MgO-plader
Sagen omhandler en større renoveringsentreprise udført som hovedentreprise i 2013-2014. Bygherre havde antaget en totalrådgiver.
Entreprisen omfattede bl.a. en facaderenovering, og til det formål foreslog udbudsgrundlaget anvendelse af diffusionsåbne vindgipsplader, idet der dog også var meddelt udførende entreprenør et sædvanligt frit materialevalg.
På baggrund af et forslag fra hovedentreprenøren, blev der i stedet for de foreslåede vindgipsplader, benyttet MgO-plader i facaden. Valget blev godkendt af totalrådgiver.
Kendelsen: MgO-pladerne er uegnede i det danske klima
I kendelsen blev det, ikke overraskende, lagt til grund, at MgO-pladerne er uegnede til at blive anvendt i det danske klima som udendørs vindspærreplade i lette facader med ventilerede konstruktioner.
Voldgiftskendelsen opremser i sine præmisser herefter de krav, der almindeligvis antages at gælde for, at principperne om byggetidens viden og udviklingsrisiko kan føre til, at risikoen for et materialevalg påhviler bygherren.
Efter en relativt detaljeret gennemgang af benyttelsesgraden for MgO-plader i perioden 2010 frem til 2013 finder voldgiftsretten ikke, at hverken betragtninger om udviklingsrisiko eller byggetidens viden kan føre til, at det i den konkrete sag er bygherre, som skal bære risikoen for, at MgO-pladerne senere blev konstateret uegnede til formålet.
Voldgiftsretten fandt endvidere anledning til at præcisere, at det forhold, at totalrådgiver havde accepteret entreprenørens forslag om at ændre vindgips til MgO-plader, ikke var at sammenligne med en omprojektering, men blot udtryk for, at entreprenøren havde udnyttet udbudsgrundlagets mulighed for frit materialevalg.
Entreprenøren bærer ansvaret for valg af MgO-plader
Samlet set fører dette til, at voldgiftsretten i den konkrete sag ikke fandt anledning til at fravige det almindelige udgangspunkt om, at det er entreprenøren, som bærer ansvaret for sit valg af byggematerialer. Dette kendte entrepriseretlige udgangspunkt gælder uanset, om entreprenøren ikke kender eller burde kende til de problemer med materialet, som senere viser sig.
I samme sag blev bygherres totalrådgiver samtidig pure frifundet, med henvisning til, at rådgiveren med rette var gået ud fra, at det af entreprenøren foreslåede produkt var et gængs og almindeligt anvendt byggemarkedprodukt, der ikke burde have givet rådgiver anledning til særlig opmærksomhed.
Vingaardshus’ bemærkninger
Kendelsen er endnu en brik i at fastlægge den samlede ansvarsfordeling og retstilstand for bygherrer, entreprenører og rådgivere i MgO-sagerne. Kendelsen vil formentlig umiddelbart blive fortolket som en skærpelse af entreprenørernes ansvar, og en tilsvarende lettelse af rådgivernes. Det er dog formentligt for tidligt at sige noget generelt herom, allerede fordi kendelsen er så konkret begrundet. Det er f.eks. fortsat usikkert, om kendelsen ville have fået samme udfald, hvis entreprenørens valg af MgO pladerne var foretaget i 2014 (hvor branchens erfaringsgrundlaget alt andet lige var bedre) og ikke i 2013.