Advokat (H) Christian Norup Hostrup og Advokat (H) Anne Henriksen har bistået en kommune i en by- og landsretssag, der omhandlede spørgsmålet om, hvilket plangrundlag der finder anvendelse på en byggeansøgning, når plangrundlaget efterfølgende er blevet ændret.
En borger havde søgt om en byggetilladelse. Det hus, der ønskedes opført, stred mod en tinglyst servitut, idet store dele af bygningen var placeret udenfor det tinglyste byggefelt. Borgeren påberåbte under sagsbehandlingen, at borgeren i henhold til lighedsgrundsætningen skulle have tilladelse til at bygge udenfor byggefeltet, mens nogle naboer påberåbte sig, at der tidligere var meddelt afslag på at bygge udenfor byggefeltet, hvorfor dette tillige skulle ske i denne sag.
Kommunen granskede herefter samtlige byggetilladelser/afslag indenfor servituttens område, og nåede frem til, at der ikke forelå sammenlignelige situationer, hvor kommunen havde givet byggetilladelse til at bygge udenfor byggefeltet. Der blev derfor nedlagt et forbud efter planlovens § 43 mod byggeriet, ligesom der blev givet afslag på byggetilladelse.
Borgeren påklagede afgørelsen til Planklagenævnet.
Kommunen var under behandlingen af byggesagen blevet opmærksomme på, at regelgrundlaget i den gældende lokalplan, der var af ældre dato, var svært at administrere.
Det blev derfor efter noget tid besluttet at udarbejde en ny lokalplan for området. Den nye lokalplan betød, at servituttens byggefelter blev ophævet, således at borgerne i friere omfang kunne vælge, hvor de ville placere en bygning på grunden. Derimod indeholdt den nye lokalplan mere regulerende bestemmelser om byggeriets højde, udformning og arkitektur end den gamle lokalplan.
Den nye lokalplan blev vedtaget inden Planklagenævnet havde truffet en afgørelse. Da den nye lokalplan blev vedtaget, blev servitutten med byggefelter aflyst.
Planklagenævnet ophævede herefter kommunens forbud, idet dette forbud ikke længere var aktuelt.
Borgeren bad herefter om på ny at få behandlet den oprindelige byggeansøgningen, idet § 43 forbuddet ikke længere var aktuelt.
Kommunen meddelte endnu et afslag på byggetilladelse, ikke længere på grund af byggeriets placering på grunden, men fordi det ønskede byggeri stred mod nogle af den nye lokalplans bestemmelser om højde, udformning og arkitektur.
Borgeren var uenig i, at byggeansøgningen blev behandlet efter det nye plangrundlag, og anlagde en retssag mod kommunen med påstand om, at byggetilladelse skulle meddeles efter det gamle plangrundlag (dog ikke det tinglyste byggefelt).
Både By- og Landsretten kom til, at lighedsgrundsætningen ikke var blevet tilsidesat, samt at ansøgningen om byggetilladelse efter Planklagenævnets afgørelse, skulle behandles efter det nye plangrundlag.
Kommunen havde således under hele sagen handlet sagligt og i henhold til reglerne, og borgerens påstand om erstatningsansvar blev derfor tillige tilsidesat.