Nyere voldgiftspraksis understreger vigtigheden af, at man som entreprenør sørger for at reklamere rettidigt i tilfælde af en forsinkelse, som efter entreprenørens opfattelse berettiger til tidsfristforlængelse, samt at man som entreprenør sikrer sig dokumentation både for forsinkelsens faktiske indtræden og for de omstændigheder, der har forårsaget forsinkelsen.
Årsagerne til, at der opstår forsinkelse under udførelse af en entreprise, kan være mange – og nogle gange tillige sideløbende/parallelle.
Placering af ansvaret for en forsinkelse, herunder spørgsmålet om hvorvidt en entreprenør har ret til tidsfristforlængelse, kan i praksis være vanskelig at håndtere - navnlig ved såkaldte parallelforsinkelser, hvor flere begivenheder både hver for sig og uafhængigt af hinanden forårsager en forsinkelse, og hvor årsagerne til forsinkelsen kan henføres både til entreprenøren og bygherren. I sådanne tilfælde stilles der ofte ganske strenge krav til entreprenørens bevisførelse.
I en voldgiftskendelse fra 2017, gengivet i Tidsskrift for Bolig- og Byggeret (TBB 2017.565), har netop spørgsmålet om tidsfristforlængelse ved en sådan parallelforsinkelse været genstand for prøvelse. I den pågældende sag udløste parallelforsinkelsen en streng bevisbyrde for den forsinkede entreprenør.
Sagen drejede sig om opførelse af en arena, hvor stålentreprisen bl.a. blev forsinket på grund af flere sideløbende/parallelle forhold. Således krævede (stål)entreprenøren bl.a. tidsfristforlængelse som følge af usædvanligt vejrlig (stærk vind), som ifølge entreprenøren havde forhindret en række planlagte kranløft, for en periode, hvor entreprenøren samtidig var forsinket – eller i betydelig risiko herfor - som følge af en kollapset ståldrager. Sidstnævnte var et forhold, som entreprenøren bar risikoen for.
I den pågældende sag var bestemmelserne i AB 92 vedrørende entreprenørens ret til tidsfristforlængelse blevet fraveget til skade for entreprenøren på en række punkter:
Blandt andet var bestemmelsen i AB 92 § 24, stk. 1, som oplister de tilfælde, hvor entreprenøren har ret til tidsfristforlængelse, blevet skærpet. Således fremgik det af bygherrens Særlige Betingelser, at entreprenøren alene ville have ret til tidsfristforlængelse som følge af bygherrens forsinkelse, hvis bygherren ikke foretog afhjælpning af den pågældende forsinkelsesårsag senest 3 dage efter entreprenørens skriftlige påkrav herom.
Endvidere fremgik det af bygherrens Særlige Betingelser, at entreprenøren som dokumentation for eventuelt vejrlig skulle fremlægge målinger fra en nærliggende DMI-målestation, samt at vejrlig alene berettigede entreprenøren til tidsfristforlængelse under forudsætning af,
- at det arbejde, der påvirkes af vejrliget, er kritisk,
- at det arbejde, der påvirkes af vejrliget skulle have været udført på det pågældende tidspunkt, samt
- at det pågældende arbejde rent faktisk blev forhindret af vejrliget.
Bygherrens Særlige Betingelser indeholdt herudover en skærpelse af bestemmelsen i AB 92 § 24, stk. 3, som pålagde entreprenøren at underrette bygherren snarest muligt, hvis entreprenøren anså sig for berettiget til tidsfristforlængelse. Således fremgik det af bygherrens Særlige Betingelser, at entreprenøren senest 5 dage efter fremsættelsen af et krav om tidsfristforlængelse skulle give bygherren en skriftlig begrundelse for forsinkelsen og uddybe, hvordan forsinkelsen ville påvirke tidsplanen, ligesom entreprenøren skulle opgøre sit eventuelle krav om erstatning eller godtgørelse.
Forsinkelse og tidsfristforlængelse som følge af stærk vind
Som nævnt krævede entreprenøren under sagen tidsfristforlængelse med henvisning til, at stærk vind ifølge entreprenøren havde forhindret en række planlagte kranløft m.v. Således krævede entreprenøren tidsfristfristforlængelse for en række dage i henholdsvis juli, august og september 2015, hvor vindhastighederne ifølge entreprenøren havde hindret kranernes arbejde med løft og fastholdelse af dragere.
I samme periode var der imidlertid kollapset en drager, hvilket bevirkede, at alle montagearbejder vedrørende stålkonstruktionen øjeblikkeligt blev standset og stod stille i perioden fra den 6. juli til den 28. juli 2015. Den kollapsede drager var et forhold, som entreprenøren bar risikoen for.
Voldgiftsretten udtalte i den forbindelse, at entreprenøren måtte antages at have været i forsinkelse eller i hvert fald i betydelig risiko for forsinkelse som følge af den kollapsede ståldrager, og at der i sådanne tilfælde, hvor der kræves tidsfristforlængelse ”… som følge af andre parallelt forsinkende forhold, der kan tilregnes bygherren eller er en bygherrerisiko, må … stilles strenge krav til entreprenørens bevis for de påberåbte parallelt forsinkende forhold” (min understregning).
Voldgiftsretten lagde ved afgørelsen vægt på, at kravet om tidsfristforlængelse blev varslet første gang den 13. juli 2015, men at entreprenøren først den 21. august 2015 specificerede, hvilke dage i juli entreprenøren krævede tidsfristforlængelse for, samt fremsendte den krævede dokumentation for vindforholdene i form af data fra en nærliggende DMI-målestation. For september måned bemærkede voldgiftsretten, at entreprenøren ikke havde rejst krav før den 3. november 2017.
Herudover lagde voldgiftsretten vægt på, at entreprenøren ikke på noget tidspunkt fremsendte dokumentation for, at der var planlagt løft på de dage, som der blev krævet tidsfristforlængelse for, eller at løft på de pågældende dage var blevet aflyst som følge af stærk vind.
På baggrund af ovenstående havde entreprenøren således ikke overholdt kravet i AB 92 § 24, stk. 3 om skriftlig underretning til bygherren snarest muligt om kravet om tidsfristforlængelse. Entreprenøren havde heller ikke overholdt kravet i de Særlige Betingelser om angivelse af nærmere oplysninger senest 5 dage herefter eller kravet om fremsendelse dokumentation for, at der var tale om arbejder på kritisk vej, samt at det pågældende arbejde rent faktisk blev forhindret af vindforholdene.
Ovenstående skulle ifølge voldgiftsretten tillægges betydning ved vurderingen af entreprenørens krav.
Samtidig fandt voldgiftsretten det dokumenteret, at entreprenøren flere af de dage, hvor vindgrænsen var overskredet, rent faktisk havde foretaget løft med kranerne.
Voldgiftsretten fandt samlet set, at entreprenøren ikke havde godtgjort at have krav på tidsfristforlængelse, udover hvad bygherren allerede havde anerkendt.
Forsinkelse og tidsfristforlængelse som følge af beskadigede ankerbolte
Ud over ovenstående krævede entreprenøren under sagen tidsfristforlængelse som følge af nogle beskadigede ankerbolte, som forhindrede montering af facadeelementer.
Entreprenøren anerkendte den 26. august 2015 at have beskadiget nogle af ankerboltene, men anmodede ikke i tiden herefter bygherren om at foretage udbedring af disse. Bygherren foretog dog på eget initiativ udbedring af forholdet ultimo september, hvorefter facadeelementerne kunne monteres. Først den 3. november 2015 gjorde entreprenøren bygherren opmærksom på, at entreprenøren havde været forhindret i at udføre arbejder på kritisk vej, og at entreprenøren krævede tidsfristforlængelse.
Voldgiftsretten udtalte i den forbindelse, at det skulle tillægges bevismæssig betydning, at entreprenøren ikke havde overholdt kravene i AB 92 § 24, stk. 3 om skriftlig underretning til bygherren snarest muligt om krav om tidsfristforlængelse som skærpet i de Særlige betingelser, herunder med påkravsreglen og betingelsen om nærmere oplysning om kravet senest 5 dage efter underretningen til bygherren.
Det fremgik af entreprenørens klageskrift, at entreprenøren i et vist omfang havde kunnet arbejde på andre dele af facaden, og da en medarbejder fra entreprenøren under hovedforhandlingen havde forklaret, at forholdet omkring de beskadigede ankerbolte ”muligvis ikke var så kritisk”, fandt voldgiftsretten det ikke bevist, at entreprenøren var blevet forsinket på kritisk vej som følge af de beskadigede ankerbolte.
Om kendelsen
Kendelsen understreger vigtigheden af, at man som entreprenør reklamerer løbende i tilfælde af forsinkelse, som berettiger til tidsfristforlængelse, samt at man som entreprenør sikrer sig dokumentation både for forsinkelsens faktiske indtræden og for de omstændigheder, der har forårsaget forsinkelsen.
Herudover illustrerer kendelsen, at der stilles ganske strenge krav til entreprenørens bevis for de påberåbte forhold, når entreprenøren i forvejen er forsinket eller i betydelig risiko herfor og kræver tidsfristforlængelse som følge af parallelt forsinkende forhold, som bygherren bærer risikoen for.
For så vidt angår den skærpelse af reklamationsreglerne, der fremgik af bygherrens Særlige Betingelser i relation til entreprenørens ret til tidsfristforlængelse, er det værd at bemærke, at kendelsen læner sig op af den allerede eksisterende tendens i voldgiftspraksis, hvorefter aftalte præklusionsregler og formkrav fortolkes som bevisregler. Således fremgår det af kendelsen, at de præklusionsregler, der fremgik af bygherrens tilføjelser til AB 92 § 24, blev fortolket som bevisregler, og at entreprenørens manglende overholdelse af reglerne blev tillagt bevismæssig betydning ved vurderingen af, om entreprenøren havde ret til tidsfristforlængelse.
Brug for mere information om parallelforsinkelse og tidsfristforlængelse?
Hos Advokatfirmaet Vingaardshus sidder vi klar til at rådgive dig nærmere om såvel denne som andre entrepriseretlige problemstillinger. Du er derfor meget velkommen til at kontakte vores entrepriseteam.
Er du gået glip af vores øvrige nyheder? Fortvivl ej, du finder dem allesammen her