Find medarbejder
Find medarbejder

Derfor skal du bruge en boligadvokat ved boligkøb

Boligkoeb_-_brug_advokat.jpg
Sørg for at tage en boligadvokat med på råd ved boligkøb.
  • Boligkoeb_-_brug_advokat.jpg
  • Peter_Lau1.jpg
02-06-2020

At købe bolig er en stor beslutning for de fleste. Oftest er det den dyreste investering, man foretager i sit liv.

Desværre kan det blive en ekstradyr investering, hvis du ikke tager en boligadvokat med på sidelinjen. Du risikerer nemlig at stå i en situation, hvor du ender med store, uforudsete udgifter, der kunne have været undgået ved en boligadvokats godkendelse af købsaftalen.

Nedenfor fortæller vi mere om, hvorfor du skal tage en advokat med på råd, når du køber bolig. 

Advokatforbeholdet - Hvad hjælper en boligadvokat med?

Når I skriver under på en købsaftale, bør I få skrevet et såkaldt advokatforbehold ind i aftalens vilkår. Advokatforbeholdet betinger købsaftalen af, at boligadvokaten godkender den, og der er først indgået en bindende handel, når jeres boligadvokat har forhandlet vilkårene på plads med sælger og ejendomsmægleren. Det indebærer blandt andet:

Gennemgang af købsaftalen – alt det med småt

  • Er alt som det skal være? Eller skal sælger fx give en garanti for, at det nye badeværelse er lovligt opført af autoriseret håndværker.
  • Kan du videresælge boligen skattefrit?
  • Hvilken dækning bør du vælge på din nye husforsikring?
  • Hvordan er boligens energiforhold?
  • Er der miljømæssige forhold omkring boligen, som du skal være opmærksom på?
  • Er den gamle jordolietank sløjfet efter reglerne?
  • Hvilke servitutter og byrder, er der tinglyst på ejendommen? Må du fx inddrage loftet til beboelse, bygge til eller montere solceller på taget?
  • Er der krav om, at grunden i fremtiden skal separatkloakeres? Det kan være en stor udgift for dig som ny ejer.

Rådgivning om tilstandsrapport og elsynsrapport

  • Er der behov for yderligere byggeteknisk bistand eller gennemgang?
  • Er der forhold som sælger bør udbedre for egen regning inden du overtager boligen?
  • Trænger taget snart til udskiftning, og er der råd til det?
  • Hvad dækker ejerskifteforsikringen og bør du købe en ejerskifteforsikring? 

Spørgsmålene er mange, men med en specialiseret boligadvokat kommer I rundt om dem alle sammen, så I undgår ubehagelige overraskelser. Jeres advokats betingelse af købsaftalen kan derfor spare jer mange penge og overraskelser i sidste ende. 


Finansiering

På din anmodning rådgiver vores boligadvokat om fordele og ulemper ved de forskellige foreliggende lånemuligheder. Bør du tage et fastforrentet lån med eller uden afdrag eller måske et rentetilpasningslån? I den forbindelse arbejder vi tæt sammen med din bankrådgiver.

Vi påser også, at ejendomsretten på boligen overføres til dig som ny ejer, og at du først betaler købesummen, når det er på plads.

Boligadvokaten hjælper også ved køb af ejerlejlighed

Når I køber en ejerlejlighed, rådgiver vi jer om ejerforeningens forhold. I bliver f.eks. automatisk medlem af ejerforeningen.

Vi gennemgår vedtægterne for ejerforeningen – må I f.eks. udleje ejerlejligheden? Generalforsamlingsprotokollen og årsregnskaber bliver også gennemgået, så I ved, om ejerforeningen har en sund økonomi. Er der planlagt renoveringsarbejder som f.eks. at taget skal udskiftes, skal der nye vinduer i, eller skal facaden og gården have den helt store tur? Sådanne større renoveringsarbejder betyder ofte en voldsom stigning i fællesudgifterne, og det er værd at tage med i betragtningen, inden købet bliver endelig gennemført.

Alt i alt kan rådgivning fra en af vores specialiserede boligadvokater være en god investering, som kan vise sig at spare jer mange penge ved at undgå at købe katten i sækken.

Sørg for at sikre hinanden ved boligkøb

Køber I bolig sammen, giver det tryghed at vide, at den ene har råd til at blive boende i boligen, selvom den anden måtte blive syg, miste sin arbejdsevne eller afgå ved døden i utide. Vores boligadvokat rådgiver derfor ikke kun om selve boligkøbet, men også om alt det, der naturligt skal tages stilling til i forbindelse med et boligkøb. Har I behov for at oprette et testamente, en samejeoverenskomst, en krydslivsforsikring og/eller en uarbejdsdygtighedsforsikring?

Sørg derfor for at få rådgivning af en boligadvokat, når I overvejer at købe en bolig, så I kommer hele vejen rundt og undgår uforudsete overraskelser eller er sikret, hvis uheldet er ude.

Brug for mere information om boligkøb?

Kontakt en af vores mange boligadvokater, hvis I overvejer at købe en bolig. Find dem her


Er du gået glip af vores øvrige nyheder? Fortvivl ej, du finder dem allesammen her