Find medarbejder
Find medarbejder

Ytringer om arbejdsgiveren på de sociale medier

Ann_Bruun_Birk.jpg
af Ann Bruun Birk
16-04-2015

Der er grænser for, hvad en arbejdsgiver skal tåle, når det kommer til medarbejdernes ytringer om arbejdsgiveren og dennes virksomhed på de sociale medier.

Selv ytringer i lukkede forums i medarbejderens fritid kan få ansættelsesmæssige konsekvenser.

Dette har et afskedigelsesnævn for nyligt taget stilling til i en afgørelse omkring ytringer på Facebook. Medarbejderne havde i den konkrete sag ytret sig negativt om virksomheden og øvrige kollegaer i et privat chatforum på Facebook.

På trods af, at ytringerne var fremsat i et lukket forum, kunne ytringerne ifølge Afskedigelsesnævnet medføre ansættelsesmæssige konsekvenser. Ytringerne var dog i det konkrete tilfælde ikke af så alvorlig karakter, at de kunne medføre en saglig opsigelse, men arbejdsgi-veren burde i stedet have givet medarbejderne en påtale.

Tilbage i 2010 kom opmanden i en Faglig Voldgift til samme resultat for så vidt angår ytringer på lukkede profiler. I denne sag havde medarbejderen ytret sig negativ om arbejdsgiveren på medarbejderens personlige og lukkede Facebook profil.

Opmanden fandt, at en opsigelse af medarbejderen på grund af ytringen på Facebook kunne medføre en saglig opsigelse. Opmanden lagde særligt vægt på, at selvom ytringen var fremsat i en lukket profil, var medarbejderen bekendt med, at flere af vennerne på Facebook var ansat i samme branche som arbejdsgiverens virksomhed, hvorfor der potentielt var risiko for, at ytringen kunne skade arbejdsgiveren.

Ovenstående praksis viser, at medarbejderne skal overveje nøje, hvordan de omtaler deres arbejdsgiver på de sociale medier, uanset at det sker i fritiden samt på lukkede profiler/forums.

Det kan altid anbefales, at der i virksomheder udarbejdes en it-politik, herunder om anvendelse af sociale medier, således  negative og skadende ytringer på de sociale medier begræn-
ses i videst muligt omfang.

_________
 

Har du spørgsmål til medarbejdernes ytringer og loyalitet på de sociale medier, eventuelt ønsker hjælp til at formulere en mere omfattende it-politik, er du velkommen til at kontakte advokat Ann Bruun Birk.