Folketinget har den 8. april 2025 vedtaget lempede regler for generationsskifte i de familieejede virksomheder.
De lempede regler er
- Overdragelse af aktive udlejningsvirksomheder med skattemæssig succession
- Nedsættelse af bo- og gaveafgiften fra 15% – 10% ved overdragelse af erhvervsvirksomheder til et nært familiemedlem
- Retskrav på skematisk værdiansættelsesmodel ved beregning af bo- og gaveafgiften ved generationsskifte i erhvervsvirksomheder
- Søskende sidestilles fra og med 2027 med nærtstående familie i relation til arv og gaver.
Overdragelse af aktiv udlejningsvirksomhed med skattemæssig succession
Hidtil har det ikke være muligt at foretage et generationsskifte af en virksomhed med udlejningsejendomme med skattemæssig succession.
De nye regler medfører, at generationsskifte af en aktiv udlejningsvirksomhed med fast ejendom ligestilles med andre erhvervsvirksomheder i relation til generationsskifte. Nu åbnes der op for overdragelse med skattemæssig succession og nedsat bo- og gaveafgift.
Skattemæssig succession betyder, at overdrageren af en virksomhed ikke skal betale skat af fortjenesten ved overdragelsen, hvis modtageren accepterer at overtage den udskudte skat i virksomheden. Modtageren indtræder i overdragerens skattemæssige stilling, hvorved beskatningen udskydes indtil det tidspunkt, hvor modtageren sælger virksomheden.
Det er en betingelse for adgangen til skattemæssig succession, at der er tale om aktiv udlejningsvirksomhed. Dette defineres i loven på den måde, at opgaven med indgåelse af aftaler af væsentlig økonomisk betydning for driften af udlejningsvirksomheden ikke i overvejende grad varetages af en uafhængig fysisk eller juridisk person, der sædvanligvis indgår aftalerne eller sædvanligvis spiller den afgørende rolle ved indgåelse af aftalerne.
Det er også en betingelse at ejendommen har været ejet i mindst et år før overdragelsen, og i denne periode har været aktivt udlejet, eller at ejendommen indgår i en samlet virksomhed med aktiv udlejning af fast ejendom, der har været ejet i mindst et år.
Slutteligt er det en betingelse, at overdragerens direkte og indirekte ejerandel af den faste ejendom er på mere end 50%, eller råder over mere end 50% af stemmerne i den virksomhed, der ejer den faste ejendom.
De lempelige regler gælder for overdragelser der sker den 1. januar 2025 eller senere.
Nedsættelse af bo – og gaveafgiften
De nye regler indebærer også at bo – og gaveafgiften nedsættes fra 15 % til 10 % ved overdragelse af erhvervsvirksomheder som gave eller arv til et nært familiemedlem.
Nedsættelsen gælder for erhvervsvirksomheder, der lever op til betingelserne for anvendelse af skattemæssig succession, hvilket indebærer, at virksomheden skal være ”aktiv”. Derudover er det et krav, at overdrageren har ejet virksomheden mindst et år forud for overdragelsen samtidig med, at erhververen opretholder ejerskabet i mindst 3 år efter overdragelsen. Der stilles desuden krav om, at overdrageren eller dennes familie har deltaget aktivt i driften af virksomheden.
Disse bestemmelser har virkning for gaver der ydes den 1. oktober 2024 eller senere, og for udlodninger fra boer vedrørende personer, der er afgået ved døden 1. oktober 2024 eller senere.
Ny metode for værdiopgørelse af din virksomhed
Bo – og gaveafgiftsberegningen har tidligere været baseret på virksomhedens handelsværdi.
De nye regler giver et retskrav på en skematisk værdiansættelse ved opgørelse af beregningsgrundlaget for bo- og arveafgiften på grundlag af oplysningerne i virksomhedens regnskaber.
Den nye metode går overordnet ud på, at virksomhedens værdi fastsættes som summen af virksomhedens bogførte egenkapital og virksomhedens merindtjening. Merindtjeningen beregnes på baggrund af det regnskabsmæssige overskud i det seneste fem årsregnskaber.
Den skematiske metode kan anvendes, når virksomheden lever op til betingelserne for skattemæssig succession, og metoden anvendes alene til opgørelsen af bo – og gaveafgiften.
Metoden kan ikke anvendes af nystartede virksomheder med salg i mindre end et år.
Reglerne har virkning for gaver der ydes den 1. oktober 2024 eller senere, og for udlodninger fra boer vedrørende personer, der er afgået ved døden 1. oktober 2024 eller senere.
I forbindelse med et generationsskifte er det vigtigt at du får afklaret, om den ønskede overdragelse opfylder betingelserne for skattemæssig succession. Det er også vigtigt, at der udarbejdes den rigtige ejeraftale for jeres generationsskifte, at der tages stilling til, hvem der skal have bestemmende indflydelse og hvornår, eventuel oprettelse af testamenter og særejeklausuler, ligesom reglerne om tilbudspligt til lejerne også indgå som et vigtigt moment i overvejelserne.
Hos Advokatfirmaet Vingaardshus tilbyder vi juridisk rådgivning om generationsskifte med skattemæssig succession, herunder de nye regler. Vi anbefaler, at du søger professionel vejledning så tidligt som muligt i overdragelsesprocessen.
Find en specialist på området under artiklen